Kridtsko

Vi er et ægte dansk balkanorkester, som består af 6 erfarne, muntre musikere i vores bedste alder.

I Kridtsko spiller vi dels heftig og smuk etnisk balkanmusik, dels symfonisk /  jazz-arrangerede numre fra regionen, incl. Tyrkiet. De østeuropæiske skalaer og skæve taktarter har altid været vores store passion og drivkraft. Af inspiratorer kan vi nævne: Tanec Okestar, Saban Bajramovic, Esma Redzepova, Taraf de Haidouks, Attila Engin og Pierre Dørge.

Vores arrangementer spænder fra det kraftige udtryk – trommesæt, elbas, synthesizer og blæsere, til det lette – harmonika, fløjte og flerstemmig sang.

Det giver os en stor spændvidde i udtryk samt forskellige nuancer at farve musikken med. Fra bastante, pågående, unisone instrumentale temaer, til lyriske følsomme sange om de store følelser.

Musikken er oplagt dansemusik, velegnet til såvel kædedanse som fri improvisatorisk dans.

Orkestret har eksisteret siden midt-firserne. Efter flere års pause genopstod vi i 2007 ved en koncert på Arne B i Svendborg (Jazzklub Giant Steps). Gnisten var der igen, og Kridtsko blev opgraderet med nye medlemmer.

Siden da er det blevet til stemningsfulde koncerter samt arrangementer med danseinstruktion. Blandt andet med 60 unge højskoleelever fra 10 forskellige nationer, som under inspirerende instruktion begejstret dansede i 2 timer.

 

I dag er vi:

Mette Hansen – harmonika, fløjter, vokal

Berit Andersen – keyboard, perc, vokal

Erling Sevald – harmonika, altsax, kor

Kristian Lillevang – sopran- og tenorsaxer, vokal

Jan Bruun – bas, kor

Henrik Tap – trommer, perc, darbuka, kor